Kom til DM i spiludvikling på Den Fynske Spilfabrik!

OBS: Du skal være mellem 16 og 25 år for at deltage.

Hvad er DM i spiludvikling?

DM i spiludvikling (Danmarksmesterskabet i spiludvikling) blev afholdt af UngAalborg første gang i 2016 som et event til den første GameScope spilfestival. I de efterfølgende år har det været en tilbagevendende event hvor spiludviklere har kunne sende deres spil ind og blive udvalgt via kuratorer til at få lov til at vise deres spil i Aalborg til GameScope festivalen.

I 2019 er der sket nogle ændringer.

GameScope festivalen holder pause i 2019 og UngAalborg har tilføjet et alderskrav som ligger til deres egen målgruppe (13 til 25 år). I fremtiden kan det være at vi kan finde en samarbejdspartner for at kunne åbne op for alle aldersgrupper igen.

Siden der ikke vil blive afholdt GameScope i 2019, så vil DM i spiludvikling 2019 blive afholdt som et 48 timers GameJam d. 4. oktober kl. 15.00 til 6. oktober kl. 15.00.

Spillet, som du udvikler hen over weekenden, skal tage højde for et benspænd, som bliver offentliggjort fredag d. 4. oktober.

Tilmelding

Det koster 150 kr. at være med på Den Fynske Spilfabriks lokation. Pengene går til forplejning: Frugt, chips, vand/kaffe/te og pizza den første aften.

Du køber billet her.

OBS: Vi har kun plads til 30 personer - og det er først til mølle.

Praktisk info

Udstyr: Du skal selv havde udstyr med. Dvs. computer, LAN-kabel og stikdåse.

Overnatning: Det er muligt at overnatte på Den Fynske Spilfabrik. Du skal dog selv have sovepose, underlag og lagen med.

Mad: Den Fynske Spilfabrik giver pizza fredag aften. Øvrige måltider skal du selv stå for. Enten kan du have mad med hjemmefra, eller du kan købe ind i den lokale Rema1000, som kun ligger 5 minutters gang fra Den Fynske Spilfabrik. Du vil have adgang til fuldt udrustet køkken.

Offentlig transport: Du kan tage toget fra Odense Banegård. Togturen tager ca. 15 minutter. Fra stationen i Årslev er der 5 minutters yderligere gang til Den Fynske Spilfabrik.

Parkering: Kommer du i bil, kan du parkere ved Den Fynske Spilfabrik hele weekenden.

OBS: Det forventes at du opfører dig voksent og ansvarligt, mens du er her. Gør du ikke det, forbeholder Den Fynske Spilfabrik sig retten til at sende dig hjem.

Alkohol er ikke tilladt hverken at medbringe eller nyde.

Bedømmelseskriterier for spillet

Når vi bedømmer spillene er fokus ikke udelukkende på de fagligt stærke, men også på de kreative og innovative løsningsforslag.

  • Sjov: Er spillet sjovt at spille og holder det spilleren engageret? Er målene i spillet nemme at forstå?
  • Følelse: Passer den grafiske stil med spillets gameplay? Føles styringen af spillet godt? Hænger spillet godt sammen som helhed?
  • Nyhedsværdi: Er det et helt nyt slags koncept eller kombinerer spillet gamle idéer og udfører dem på nye interessante måder? Er den anderledes i forhold til andre spil i dens genre?
  • Tema: Hvor kreativt er spillet lavet i forhold til temaet?