Kom til årets fynske konference om spil: Bliv opdateret på hvad der rør sig i branchen, udvid dit netværk og bliv inspireret til nye projekter og samarbejder!

Program

Dato: Lørdag d. 12. oktober

Tid: 09:30 - 20:00

Adresse: Stationsvej 69, 5792 Årslev

Dørene åbner kl. 09:30, og programmet starter kl. 10:00. Sidste oplæg slutter kl. 18:00. Herefter vil der være tid til hygge og netværking. Kl. 20:00 siger vi tak for i dag.

Du kan downloade programmet i PNG her. Længere nede på siden kan du læse mere om keynote speaker Frederik Schreiber samt hver oplægsholder.

Tilmelding

Det koster 150 kr. for entré til konferencen hvis du køber alm. billet, og 100 kr. hvis du køber en gruppebillet (10+ personer). Med i begge billetter er:

  • Kaffe/te og vand hele dagen.
  • En sandwich (større end sidste år, da det var gratis).

Den Fynske Spilfabrik er en non profit forening, og indtægterne fra deltagerne går hovedsageligt til forplejning.

Tak til FilmFyn, der har givet 100.000 kr. i driftstilskud til Den Fynske Spilfabrik. Uden dem, havde vi ikke kunnet afholde Let’s talk about GAMES!

Keynote speaker: Frederik Schreiber

Frederik Schreiber, som er vice president og executive producer i 3D Realms og direktør Slipgate Ironworks, har et væld af erfaringer fra spilbranchen, som han deler ud af til LTAG. Han vil fortælle om spilbranchen i Danmark og om hvordan man overlever i den.

Og så vil Frederik selvfølgelig også fortælle om 3D Realms’ seneste udgivelse: Ion Fury, som er blevet mødt med exceptionelt flotte anmeldelser. Det får bl.a. 10/10 på Steam, og Gamerevolution skriver: ”If you’re a fan of any breed of first-person shooters, Ion Fury should be on your playlist” (læs hele anmeldelsen her).

Oplægsholdere

En lydmands beretning om ud og hjem i AAA

Bjørn Jacobsen | Lyddesigner

Bjørn Jacobsen har været i spilbranchen i over 10 år, og han har både erfaringer fra AAA-spil og som selvstændig freelancer. Han har arbejdet på bl.a. Cyberpunk 2077, HITMAN, og DARQ. Til LTAG vil han fortælle om vilkårene i spilbranchen og hans oplevelser i den, bl.a. hvordan branchen kan være en våd klud i ansigtet på kreativiteten – og om hvordan freelancertilværelsen kan genoplive den.

67 designere på ét platformspil

Jakob Overgaard | Selvlært programmør og spildesigner samt ejer af produktionsselskabet Baby Duka.

Demoen til hans spil til "DASH: Danger Action Speed Heroes” (som ligger på Steam) vandt IndieDB.com's "Editor's Choice Award 2018: Most Anticipated Game 2018". Til LTAG fortæller han om hvordan man kan arbejde sammen med spillets brugere i spiludviklingen og om både det positive og negative ved at have over 60 udviklere på ét spil.

Når computerspil bliver til elitesport

Anne Rasmussen | E-sportscoach og tidligere semi-professionel eSportsudøver.

Anne faciliterer online eSportskurser for DGI og er coach for League of Legends-afdelingen hos Roskilde e-sport samt for to af League of Legends-holdene hos Hillerød e-sport. Anne Rasmussen vil til LTAG fortælle om forskellen mellem e-sport og gaming, og om hvordan fysisk og mental sundhed spiller ind, når man spiller på eliteniveau. Hun kommer også ind på hvordan hun sammensætter og træner eSportshold, samt hvad hun spår for fremtidens e-sport.

Skill Lab: Science Detective - forskning i kognitive profiler gennem spil

Carsten Bergenholtz | Forsker ved Aarhus Universitet.

Carsten, som arbejder på projektet Science at Home, kommer og fortæller om spillet Skill Lab: Science Detective, som er udviklet til indsamling af data til forskning i kognitive profiler. Spillet indsamler data om hvordan spilleren agerer inde i spillet (bl.a. ift. beslutningstagen og problemløsning), og opstiller på baggrund heraf en kognitiv profil for spilleren. Denne profil sender spillet videre til forskningsteamet, som altså bruger dataen til forskning i kognitive profiler.

Karakterdesign og robotter til brug i hjemmet

Emanuela Marchetti | Forsker og underviser ved SDU.

Emanuela er i øjeblikket en del af et forskningsprojekt kaldet SMOOTH (Seamless huMan-robot interactiOn fOr THe support of elderly people), der skal undersøge, hvordan karakterdesign kan påvirke opfattelsen af robotter hos ældre, når robotterne skal udføre opgaver for og med dem.

Forbedring af indlæring gennem mixed reality og gamification

Tobias Oliver Jensen | Kandidatstuderende på Oplevelses- og læringsteknologi på SDU.

Tobias' oplæg handler om udviklingen af læringsapplikationer til Microsoft HoloLens Mixed Reality. Han tager her udgangspunkt i et projekt, hvor målet med applikationerne er at give en ny og anderledes tilgang til undervisningsmaterialet for universitetsstuderende. I udviklingen af applikationerne har han taget udgangspunkt i teorier om kognitivitet, indlæring og gamification.

Klichéer og troper i RPG- og fantasyspil

Aske Langeberg Pedersen | Uddannet multimediedesigner og Cand. Mag. i Medievidenskab og manuskriptudvikling fra SDU.

Askes oplæg vil overordnet handle om hvordan troper og klichéer bliver brugt i fantasy- og RPG-spil, og hvordan de påvirker fortællingen heri. Aske har skrevet speciale om emnet her i 2019, og har i den forbindelse selv udviklet et spil i RPG Maker MV. Her han han selvfølgelig arbejdet med troper og klichéer på flere forskellige måder. I oplægget kommer han ind på hvordan hans egen brug af troper og klichéer er både lykkedes og gået galt - og hvorfor.

Du er helten - Skabelsen af en spilbog

Nikolaj Johansen | Oversætter, forfatter og redaktør.

Nikolaj har ad flere omgange arbejdet med spilbøger - bl.a. som forfatter på "Fyrtårnet" (2018) og redaktør på "Mareridt" (2019). Med udgangspunkt i sit eget arbejde med spilbøger som både forfatter og redaktør vil han give et kort oprids af, hvad spilbøger er, og gå lidt mere i dybden med, hvordan man skriver og strukturerer dem, så de både bliver gode bøger og gode spil.

En spilbog er en fysisk bog, hvor læseren selv er hovedpersonen og træffer valg løbende, og hvor der er inkorporeret elementer som kampe mod fjender vha. terninger og egenskaber, opsamling af genstande og karakterudvikling som i et rollespil.

Pipeline til spiluddannelser i Danmark - Status, trends og udvikling

Alexander Kirkegaard | Underviser, konsulent og projektleder

Hvordan kan vi sikre en kontinuerlig spilfaglig udvikling, der kobler grundskolerne med spiluddannelserne i Danmark? Dette spørgsmål arbejder Alexander Kirkegaard med 2019/2020 i et projekt, der er forankret ved Indimedia AAU.

Ved LTAG åbner han op for projektet, opridser de store udfordringer og muligheder, og inviterer gæster til at overveje hvordan man kan udnytte de 10+ års skolegang til at spinde en spildesignmæssig rød tråd til spiluddannelserne.

Kan det nye fag teknologiforståelse være en indgang, og hvad med de profilfaglige efterskoler? Kan man lave en drejebog for spildesign på grundskoleniveau?


Det handler om spil, videndeling og netværk

Konceptet bag konferencen er ganske simpelt at samle folk fra Syddanmark (primært Fyn), som på den ene eller den anden måde arbejdede med spil: Forskere, studerende, erhvervsdrivende og hobbyister.

For vi er mange i region Syddanmark, som beskæftiger os med spil – gennem arbejde, forskning, uddannelse og i fritiden. Men ved vi egentlig, hvad hinanden laver på tværs af uddannelsesinstitutioner, brancher, virksomheder og foreninger?

Let’s talk about GAMES er ment som en platform, hvorpå vi kan mødes og videnudveksle, lade os inspirere og diskutere, og hvor vi kan danne grobund for nye, innovative samarbejder omkring spilmediet.

At vores fokus ligger på Fyn, er imidlertid ikke ensbetydende med, at programmet er begrænset til fynske oplægsholdere. Spilentusiaster fra hele landet er mere end velkomne - både som oplægsholdere og gæster. På sigt er håbet da også, at Let's Talk About GAMES kan tiltrække folk fra hele landet.

Brætspilslounge: Netværksområde done right!

Det kan være ret angstprovokerende at skulle gå hen til et fremmed menneske, og starte en samtale op. Selv hvis man højt og helligt sværger, at i dag VIL man altså ud og netværke og møde nye mennesker, så er det ikke sikkert, man kan overskue det, når først man står alene midt i mængden af spændende mennesker. For hvem skal man gå hen til? Hvad skal man sige til dem?...

FEAR NO MORE

Til LTAG har vi sørget for verdens hyggeligste og afslappede netværksområde! Vi har nemlig inviteret Papas Papbar til at lave en brætspilslounge, hvor man kan slappe af og netværke over et spil og en kop kaffe. De tager en masse gode spil med, og stiller også en spilguru til rådighed, som hjælper med alt fra valg af spil til at finde nogle at spille med.


Transport: Find vej

Offentlig transport: Du kan tage toget fra Odense Banegård. Togturen tager ca. 15 minutter. Fra stationen i Årslev er der 5 minutters yderligere gang til Den Fynske Spilfabrik.

Parkering: Kommer du i bil, kan du parkere ved Den Fynske Spilfabrik hele weekenden.

Se kort over Polymeren / Den Fynske Spilfabrik herunder.